Nyt projekt om bæredygtig anvendelse af nanomaterialer
10-05-2010
Hvordan kan vi sikre, at anvendelsen af
nanomaterialer sker på en bæredygtig måde, så det ikke påvirker sundheden
og miljøet nu og i fremtiden? Det undersøger tolv europæiske
forskningsinstitutioner og virksomheder gennem projektet NanoSustain, der
er støttet af EU. Forskere fra Det Nationale Forskningscenter for
Arbejdsmiljø, NFA, er med i projektet, som gennemføres de næste tre
år.
Målet er bæredygtige
løsninger
Bæredygtighed er det grundlæggende princip for det nye forskningsprojekt,
NanoSustain. Med det menes, at anvendelsen af nye menneskeskabte
nanomaterialer skal ske på en måde, så det ikke skader menneskers sundhed
og det omgivende miljø både nu og i fremtiden.
Livscyklus for nanomaterialer og -produkter beskrives og
vurderes
Forskerne vil karakterisere egenskaberne for fire udvalgte nanomaterialer
og -produkter i de forskellige faser af deres livscyklus. Efterfølgende vil
de vurdere, hvilke mulige effekter på menneskers sundhed og på miljøet
nanomaterialerne kan have. Denne viden vil forskerne anvende til at finde
nye løsninger på, hvordan man kan sikre en bæredygtig konstruktion, brug,
genbrug og bortskaffelse af de undersøgte nanoprodukter.
Yderligere oplysninger
Seniorforsker Anne Thoustrup Saber, NFA, tlf. 3916 5212, ats@arbejdsmiljoforskning.dk og
professor Håkan Wallin, NFA, tlf. 3916 5226, hwa@arbejdsmiljoforskning.dk
Læs mere om projektet "
Udvikling af bæredygtige løsninger inden for nanoteknologibaserede
produkter - NanoSustain".